Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Humlehuset som arbejdsplads

I Humlehuset har medarbejderne stor indflydelse på det pædagogiske arbejde. Vi har en tydelig ramme for hverdagen og pædagogikken, som er besluttet i fællesskab - og inden for rammen er der masser af plads til input og idéer.

Generelt har vores medarbejdere meget ansvar, frihed og god mulighed for at tage teten på et projekt og tage ejerskab over forskellige indsatser. Det vigtigste er, at alt vi gør tager udgangspunkt i børnenes perspektiv.

Vi har et pædagogisk udvalg og et legepladsudvalg, som vi har valg til i personalegruppen hvert andet år. De to udvalg er med til at udvikle vores pædagogiske retning og praksis i samarbejde med den pædagogiske leder.

God mulighed for uddannelse

Som medarbejder i Humlehuset får du gode muligheder for at videreuddanne dig og udvikle dine kompetencer. Vi tilbyder blandt andet uddannelse i low arousal, ICDP og 'sammen om sprog'.

Er du pædagogmedhjælper, er der også mulighed for, at du kan tage en meritpædagoguddannelse samtidig med, at du arbejder hos os.

Evaluering og refleksion

Når vi arbejder med temaer, så laver medarbejderne observationer på stuerne forud for temaet. Her kigger vi på, hvad der kan justeres, og vi sætter kriterier op for, hvad der skal udvikle sig gennem arbejdet med temaet.

Herefter arbejder vi med et tema i et halvt år ad gangen, så der er god mulighed for at fordybe sig i det og skabe en reel udvikling hos børnene. Efter de seks måneder laver vi igen observationer for at se, om den ønskede udvikling er sket. Og så afsætter vi tid til at evaluere og reflektere, så vi kan gøre det endnu bedre fremadrettet.